tirsdag den 9. juni 2009

Hvad er ordblindhed?

Dysleksi

Dysleksi eller ordblindhed, som det også hedder, er betegnelsen for en persons vanskeligheder ved at afkode ord, både når de skal læses og staves.
Ordblindhed er medfødt ligesom farveblindhed. Det er ikke en lidelse som gør, at ordblinde er dummere eller mindre udviklede end andre. Ordblinde kan bare ikke huske og afkode ord som andre, derfor dur almindelig undervisning ikke for de fleste ordblinde. Brysker, trøvler, høse, filap - volapyk eller virkelighed? For omkring en lille million voksne danskere er det en del af hverdagen at have svært ved at læse og skrive.

Ordenes betydning forandres

Når ordblinde læser og staver, kobler de ikke bogstaverne sammen på samme måde som ikke-ordblinde. Det vil for eksempel sige, at ordet ”kulde” kan blive til ”tulle”, mens vrøvle-ordet ”trysker” bliver til ”tysker” i deres afkodning. Når talepædagoger taler om ordblindhed, forklarer de, at vanskeligheder med at læse og skrive bunder i ”... et problem med den fonologiske forarbejdning”.

Fonologi

Fonologi betyder læren om, hvordan de forskellige sproglyde bruges til at videregive budskaber, når man skaber ord og sætninger, og det er altså her, at ordblinde kan have problemer.
Der er større risiko for at blive ordblind, hvis ens forældre er ordblinde. For ordblindhed kan være arveligt. Selvom intensiv læse- og sprogtræning er meget effektiv, må man som markant ordblind slå sig til tåls med, at man sjældent vil blive 100 procent fejlfri, hverken til at læse eller stave, selvom man træner hårdt. Men man kan komme langt med forskellige metoder og hjælpemidler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar