lørdag den 25. juli 2009

Center for Undervisningsmiljø

Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, er et uafhængigt statsligt center, der arbejder for at sikre et godt undervisningsmiljø på alle uddannelsessteder og et godt børnemiljø i alle dagtilbud.

DCUM understøtter en brugerinddragende og helhedsorienteret indsats i arbejdet med undervisningsmiljøvurderingen og børnemiljøvurderingen. På hjemmesiden kan man finde en masse brugbar information, både som underviser, pædagog, elev eller forældre.

DCUM yder også rådgivning og vejledning i børne- og undervisningsmiljøspørgsmål. Det kan være fra mange forskellige brugere rådgivning og vejledning gives til: børn, elever, studerende, forældre, myndigheder samt ansatte i dagtilbud og på skoler/uddannelsessteder.

Desuden tilbyder DCUM også forskellige værktøjer og inspirationsmateriale som er tilgængeligt på centerets hjemmeside. DCUM arbejder for at alle børn, elever og studerende tilbydes et godt børne- og undervisningsmiljø.

Se mere på: DCUM

mandag den 6. juli 2009

PAS-konsulenter i Assens Kommune

Daginstitutioner i Assens kommune kan nu få hjælp og vejledning af et konsulentkorps, så børn der mistrives kan hjælpes bedre. Konsulenterne skal fungere som sparringspartnere for personalet og forældre. Det er baggrunden for uddannelsen af tre PAS-konsulenter ifølge PAS-konsulent og leder af støttepædagogkorpset Karin Ladefoged.

Konsulenter til pædagogen
3 personaler i kommunen er blevet uddannet som PAS-konsulenter og skal tage ud til de forskellige institutioner og fungere som aktive sparringspartnere i forhold til børn der ikke trives i dagligdagen. Gennem vejledning og rådgivning fra konsulenten skal pædagogen kunne hente forskellige løsningsmodeller og i samarbejde med forældre give det pågældende barn mulighed for mere trivsel og tryghed.

PAS-analyse
Redskabet PAS-konsulenterne vil benytte sig af er et pædagogisk analyse system, som er en struktureret observation af barnet. Gennem digitale-optagelser afdækkes de sproglige, visuelle og logisk-matematiske kompetencer hos barnet.
PAS-konsulenten får på denne måde en række pædagogisk relevante oplysninger om barnets svage og stærke sider, som formuleres i en skriftlig rapport til den henvisende pædagog og institution.
Efterfølgende drøftes disse oplysninger og anbefalinger på et møde, hvor barnet og forældre samt andre relevante personer er tilstede.

Neuropsykolog Steen Hilling
Den danske neuropsykolog Steen Hilling har udarbejdet PAS-testen på baggrund af blandt andet Howard Gardner’s teori om ’de syv intelligenser’ og A. R. Luria’s teori om hjernens opbygning og funktioner.
Steen Hilling er aut. neuropsykolog og har adskillige års erfaring med undersøgelse af især børn og unge samt udformning af profiler og anbefalinger. PAS er blevet til på baggrund af en idé om, at det må kunne lade sig gøre at forene den viden og erfaring pædagoger, lærere og speciallærere har, med den teori psykologer har.

Læs mere om PAS-testen: http://www.munkholm.cc/